Velkommen til Ribe Roklub
 

Klubhus set fra Slotsbanken 14.02.2016
 
 
Roklubben ligger ved Slotsbanken i udkanten af Ribe by med direkte adgang til Ribe Vesterå.
Ribe Roklub er både en ro- og kajakklub. 
Oplev fornøjelsen ved kombination af motion, konkurrence, socialt samvær og friluftsliv.
Der kan roes på alle tidspunkter af året og døgnet, hvis blot vejret tillader det.
Vi tilbyder både roning i inrigger, outrigger, kajak og polokajak.
Klubben har ca. 170 medlemmer (2015).
 
Kig rundt på hjemmesiden, og læs om hvad vi tilbyder, og hvordan du kan lære at ro.
 

Lidt historie 

Roklubben blev etableret i 1934. I starten var det alene en dameroklub, men mændene kom dog hurtigt til. Siden har klubben været åben for begge køn. Frem til ca. 1990 blev der kun roet "baglæns", men sidenhen har kajakkerne gjort sit indtog i klubben. I dag er aktiviteterne fordelt ligeligt mellem de tre bådtyper: Inriggere, outriggere og kajakker.
 
I 2003 fik roklubben et helt nyt klubhus. Det blev bygget samme sted som det gamle. Klubhuset er indrettet med et fællesrum med romaskiner (ergometre), bord med plads til ca. 25 personer, køkkenfaciliteter, omklædningsrum med bad. I kælderetagen er der bådhal og værksted.
 
Huset ligger smukt med udsigt mod nord ud over Ribe Vesterå og Hovedengen.
I klubben går vi ind for "frivillighed". Klubben drives således udelukkende af frivillige hænder, og der er ingen lønnede medarbejdere i klubben. Noget vi er stolte af.
 

Organisation

Klubben ledes af en bestyrelse, som vælges på den årlige generalforsamling, hvor alle medlemmer har stemmeret. Det udførende arbejde foregår hovedsagelig i forskellige udvalg, hvor medlemmerne sørger for, at klubbens aktiviteter kan gennemføres. F.eks. vedligehold af både og hus, uddannelse, træning, arrangering af ture o.s.v.
 
Ribe Roklub er medlem af Dansk Forening for Rosport (DFfR), samt Dansk Kano- & Kajakforbund (DKF), som begge er landsdækkende organisationer underordnet Dansk Idrætsforening (DIF).
 
 

Vedtægter for Ribe Roklub

 Gældende vedtægter pr. 22. november 2016 RIBE ROKLUBS VEDTÆGTER 22-11-2016
 
 
                                  
 Billede fra formentlig 1901